Viser opslag med etiketten journalist. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten journalist. Vis alle opslag

søndag den 5. oktober 2008

Jeg vil være journalist, men...

Debatindlæg hos Dagbladet Information den 3. oktober skrevet af Asem EL-Ghiouane. Kilde: http://www.information.dk/167474
Måske er muslimer også bare personer, der også bekymrer sig for miljøet, skatter, velfærd og benzinpriser. Har medierne tænkt over det i deres ensidige fremstilling af os? Foto: Soffi Larsen

Når indvandrerbanderne skyder på hinanden og affaldscontainerne står i brand, rykker journalisterne ud. Og Nørrebro er endnu engang centrum for en mediestorm, der omhandler indvandrere og kriminalitet.

Som nydansk muslim har jeg ofte følt en afmagt og frustration over for mediernes unuancerede dækning af etniske minoriteter og ukritiske gengivelse af politikkernes hetz mod os. Jeg savner nuance, jeg savner at kunne afspejle mig selv i mediebilledet.

De danske medier, politikere, eksperter og meningsdannere snakker om indvandrerne og deres efterkommere som aldrig før, men hvornår bliver vi hørt?

Der går ikke en dag uden at flere avisoverskrifter refererer til æresdrab, bandekriminalitet, skyderier og islamisme blandt nydanskere. De negative historier om nydanskere præger nyhedsavisernes forsider og tv-stationernes primetime sendetid.

Og politikerne kommenterer på det som bier om et stykke honning. Det har skabt en debat om, hvorvidt, der køres en hetz mod nydanskerne; og især muslimerne heriblandt. Den danske befolkning er ekstrem påvirkelig over for politikernes og mediernes hetz mod nydanskere og muslimer. Det skyldes, at den daglige kontakt mellem gammeldanskere og nydanskere er meget begrænset og kontakten derfor kun finder sted gennem diverse medier. En undersøgelse fra Gallup fra 2006 viste, at kun 2,9 pct. af den etnisk danske befolkning har daglig kontakt med muslimer, 6,2 procent har ugentlig kontakt, 6,7 pct. har månedlig kontakt, 24,5 pct. sjældent kontakt, og 60 pct. har aldrig kontakt til muslimer. Vi har alle som borgere i Danmark et ansvar for at ændre denne sørgelige tilstand.

Indsprøjtning
Som forhåbentligt kommende journalist vil jeg være med til at nuancere mediebilledet. Så de danske borgere, der ikke har daglig kontakt med muslimer og minoriteter kan få forskellige historier af nydanskere som medborgere i stedet for modborgere, som nogle, der også bekymrer sig for miljøet, skatter, velfærd og benzinpriser.

Jeg vil være journalist, fordi jeg gerne vil være med til at afdække samfundsproblemerne på en mere nuanceret måde, men jeg er bekymret for at hetzen fortsætter. Der er næsten ingen journalister med anden etnisk baggrund i Danmark. Jeg mener, at det er nødvendigt med en mangfoldig indsprøjtning til de forskellige redaktioner, da de som de ser ud i dag er alt for homogene. Mangfoldigheden vil skabe en større pluralisme blandt journalister, der så vil stille dækningen af indvandrerrelaterede emner i et mere kritisk lys.

Det er nødvendigt, at journalister og kommende journalister forholder sig kritisk til den pølsefabrik, som mediebranchen til tider er. Vi skal være med til at udvikle medierne ved at kræve den kritiske, dybdeborende og fair journalistik tilbage.

onsdag den 1. oktober 2008

Problemstillinger

Af Asem EL-Ghiouane, elev på "Medier og samfund", Grundtvigs Højskole

Journalisten Pola Rojan har gæstet vores klasseværelse, hvor han gav os en indsigt i den generelle dækning af etniske mindretal i de danske medier. Han startede sit oplæg ved at sætte en problemstilling op: "Hvorfor bliver indvandrerne ikke inddraget i den generelle dækning af dem selv?"

Han fortalte os, at journalistens kildevalg er et afgørende element, når en nyhedshistorie vinkles. Når en journalist tit ikke har kontakter i etniske minoriteters omgangskredse, vil dette også kunne læses (eller snarere ikke læses) når en artikel er skrevet færdig. Det betyder nemlig tit, at etniske mindretal ikke bruges som kilder i dækningen af både almene samfundssager samt sager, der involverer de etniske mindretal selv.

En undersøgelse fra en tilfældig uge i 2005 for Ugebrevet A4 viser nemlig, at kun 50 af 8885 kilder i den generelle mediedækning af samfundet er etniske minoriteter. Det svarer til det meget lave procenttal på ikke mindre end 0,6%.

Derudover har Pola og hans studerende kollegaer undersøgt "de tre største danske dagblades indvandrerrelaterede historier i løbet af seks uger i 2005", som det hedder. Her har de haft at gøre med 223 artikler, hvoraf der i alt var 614 kilder. Kun 95 af de 614 kilder var faktisk indvandrere. Det svarer til 15% af den samlede kildebrug. Resten var politikere (52%), eksperter og fageksperter (22%).

Dette vækker en undren omkring, hvordan det kan være, at man hverken i den generelle mediedækning eller i indvandrerdækningen ikke bruger de etniske minoriteter som kilder. Et mere kvalitativt dataudsnit kan måske belyse dette:

»Jeg gider ikke have et i øvrigt godt indslag ødelagt af, at jeg ved, at folk sidder derhjemme ved kakkelbordet og bliver distraherede af, at det er indvandrere – jeg kan høre min egen far sidde og kommentere på det. Det trækker simpelthen energi ud af indslaget og skaber forvirring,« siger Jesper Nilausen.

»Det er svært, hvis det er en case, der hedder »Her er Muhammed, han er 23 år, han har ikke kunnet finde en lejlighed«. Fordi så står det med flammeskrift ud over det hele, at det er, fordi han er indvandrer,« mener Jesper Nilausen, TV 2, som uden tøven ville vælge dén case fra:

»Så skal jeg bare bruge nogle af mine ét minut og 30 sekunder på at forklare, at det altså ikke har noget at gøre med, at Muhammed er andengenerationsindvandrer. Og så kan jeg samtidig få lejlighed til at udstille mine egne fordomme – ved at jeg netop skal understrege det.«

Det kan vise sig at blive en større problematik i fremtiden, og derfor ser jeg det som en nødvendighed at folk dukker op til debatmødet fra forskellige dele af landet. Ønsket er en debat, der præges af forskellige kritiske røster, der vil pege på forskellige problemstillinger og løsninger. Mød op og vær med til at påvirke debatten. Jeg håber på at se dig i morgen i Odense!


TILBAGE TIL FORSIDEN